På denne lydvandring skal du tilbage i tiden. Du går med jordbundsteknikeren Ragna rundt på Enebærodde i august 1973. Hun er en del af et hold af ingeniører, der er ankommet for at vurdere, om man kan indpasse et atomkraftværk på halvøen.

Tidevand, havstrømme og planteliv flettes ind i Ragnas refleksioner over natur og energi. Du skal dykke ned imellem ørnebregner, blomster, bær og helt ned i jorden til alle de installationer og rørføringer, det ville kræve at etablere et atomkraftværk på Enebærodde.

Turen starter på selve Enebærodde ved enebærkrattet først på grusstien ved siden af skiltet “Slaget om Drejet”.  Du skal følge Ragnas rute. Ved hver skillevej vil du få at vide, hvilken vej, du skal gå. Hvis du er i tvivl, så stop og vent på teksten. Turen tager cirka 35 minutter.

På de interaktive ordmaskiner kan man lege med sine egne og andres udsagn om naturen. Tromlernes sætninger er opbygget på en måde, der spiller på styringen mellem subjekt og objekt, og derfor kan et enkelt drej på rullerne vende magtbalancen mellem fx. menneske og natur på hovedet.

Ordmaskinerne inviterer publikum til at spille en aktiv rolle i sproglig-gørelsen af menneskets forhold til sig selv og sine omgivelser. De er en leg med ord og med en slags systemdigtning, hvor teknik og grammatisk opbygning sætter præmisserne for værkets ordvalg.

Ordmaskinerne er en del af to permanente udsmykninger, dels på Nørre Aaby Skole (Linnés Labyrint) og dels i parken Naturkraft i Ringkøbing. Derudover har ordmaskinerne været brugt på Naturmødet i Hirtshals og Klimafolkemødet i Middelfart.

"Og så er der lyden af stilhed, som aldrig nogensinde er stille. Der er insekter i svinget, svirrende myg, lydløse målere og vingeslag, der snurrer i luften. Og her vokser også lyde af nye ord og gamle ord, som jeg ikke kendte, da jeg boede i byen, et ordforråd af ny teknik og gammel natur. Varmepumpe, skærver, betonknus, tostrengssystem. Syrinx, vingebånd, håndsvingsfjer, gaffelben, gump. Overfladevand og faskiner. Dronevinger i firestemmig propelsang, som skurrer i meget små intervaller og påvirkes af selv de mindste vindforhold."

Jeg går en tur rundt i haven med Bjarne en kold dag i april. Han viser mig den gamle have og fortæller mig om rodnet, kroner og blomster.

Vi taler om træerne, om skvalderkål og mælkebøtter. Om frosten, der får knopper til slippe deres base og falde mod jorden. Vi taler om huset og kakkelovnene, om karlekammeret i ladebygningen. Nogle uger efter kommer jeg tilbage med tolv fortællinger, og sammen planter vi prosaen ud i haven.

FOLK TALES er skildringer af folk og steder fra folkemusikkens verdenskort. Sammen med billedkunstner Søren Assenholt laver vi et portræt af Tønder Festival, som er kendt for sin håndspillede musik,  inderlighed og personlige historier. Vi fremhæver de mange ansigter, historier og steder, der hvert år bringes ind på festivalpladsen i det sønderjyske. Projektet kredser desuden om det lokalhistoriske og udforsker det folkelige element i kunst og udstillingsrum. 

Alle tekster er baseret på personlige møder og hjemstavnsfortællinger. 

"Smed [smeð]:  Smeden er en håndværker, en mager af træ, ord og andre materialer. Smeden er bygget af sit værktøj, og hans erindring er gjort af tømmer, spoler og bånd af metal. I hånden har han en lokkedorn, en fusthammer og en stillestok."

"Jeg drømmer om at udveksle med fortidens steder, de forladte steder, de nedlagte steder. Det ødelagte, det henlagte, der rummer viden og tråde tilbage. Historiske rødder, omend også ubehagelige påmindelser om det, der ikke fungerede. Eller ikke fungerer længere. Det, der blev til historie. Og så bygge en arkitektur, der integrerer fortidens rum. Der tør bruge kroppen og lade sig overrumple og ruske ud over papiret. At blive en smule irrationel, lidt pågående og bruge det imaginære potentiale i forvirringen. Lade sig drage af labyrinten, at bygge den og lade den være arkitektur på linje med det fuldt funktionelle. Jeg drømmer om at bukke hovedet ind under en trappe og blive overrasket over, at rummet virker større, end jeg havde regnet med."

"Jeg husker forvandlinger, der er båret af tallet 3, og jeg går ud på en struktur under jorden. Her er bygninger udenom bygninger, her er stof, teksturer og tråde, der trækker mine fødder ned. Jeg går videre ud, på søjler og sokler, byggesten, brokker og endda gavlen fra før, gavlen med udsigten over fjorden. Her vokser stængler imellem korn af jord, og alle bygninger, jeg går igennem, ligger i mit sind, bygget af tid og erindring."

"Huset er stedet er boligen er hjemmet, og hjemmet ligger i landsbyen, hvor naboerne har rod. Vi bygger mellem asketræer og frugt, imellem gamle gårde, frysehuse og arealer, der er vokset til med nælder. Vi river noget gammelt ned og bygger nyt med naboer, flamingo, tømmer, stål og en lille smule tegl. Vi er matriklen i midten, og naboerne er alt det uden omkring og imellem bærende bjælker."

BAGSIDETEKST

"LADY ALICE er fortællingen om en rejse til D. R. Congo, som den ser ud fra bagsædet i en bil, i en vejkant, til en fodboldkamp, på et congolesisk kunstakademi og på et firestjernet hotel i hovedstaden Kinshasa. Det er fortællingen om en båd fra kolonitiden, som ingen rigtig kan finde, men som stemmerne i bogen leder efter.     

Forfatteren følger billedkunstneren Søren igennem et udvekslingsophold på Académie des Beaux-Arts i Kinshasa, hvor han opholder sig for at dele erfaringer igennem håndværk og kærligheden til træ og materiale. Han er der samtidig for at donere et værk til Kunstakademiets skulpturpark, en installation, der handler om den forsvundne båd, Lady Alice.

Bogen handler om at starte et sprog helt forfra. Forfatteren forsøger at forstå det fremmede land ved at lade ting, materialer og mennesker passere igennem skriften, umiddelbart, naivt og åbent. Fortællingen er en kakofonisk beretning om at gøre det fremmede nært igennem sproget, selv der, hvor lige præcis sproget ikke rækker. Hendes egen stemme spindes sammen med dem omkring hende, mænd og kvinder, der hele tiden blander sig, så billedet af Congo må revideres. Og spørgsmålet er: finder nogen nogensinde Lady Alice?"

"A woman protects the future, a goddess displayed in one of the first exhibition cases we pass in the ethnographic museum on the hill in the outskirts of Kinshasa. We are going up there to see if we can find Lady Alice in the courtyard. I find out that women are celebrated in Congo, and that Women’s Day on 8th March is a gigantic party for women; all mothers, all sisters, all women are so happy, Jules explains, because a big party is thrown just for them.  The museum space is dark and small, and we look at objects without any other context than Africa. A guide tells us about villages and traditions, about fertility masks and battles.  Jules has returned to his teaching and we need him.  Suddenly too many details are lost in the sound of the French language that I do not understand. Not well enough."

"It is commonly said that sight is the most developed and complex sense of human perception, closely followed by hearing. For many years, cognition, knowledge and divinity have been associated with vision and light in particular. We are ”insightful” or “enlightened”. Seeing and hearing are the so-called remote senses, cut off from the materiality of the world. Some claim that this is why eyes and ears are placed in the upper part of the head, closest to the brain - or to God.

Further down the ladder, nose, mouth and hand represent the profane and more private senses of smell, taste and touch.

Recent research has unfolded the sensory system as a much more complex and rhizomatic event sensitive to contextual factors. Mix and match! Expand perception and map the human senses as a matter of physical, spiritual, social, conventional and geographical entanglement. Challenge the hierarchy of the senses, undermine the 'point of view', turn it upside down, and then left to take the detour."

"Teknologien tilføjer et ekstra rum til vores virkelighed, en ekstra dimension eller udstrækning. Vi lever med nye medier, men er samtidig blevet ambivalent til stede; vi er både her og ikke-her, i vores sanser og samtidig væk fra at mærke det sted, vi sidder.

Interfacet er en kompleks situation, hvor sansninger bliver dissonante og fysiske rum falder sammen med digitale. Mennesket kan ikke længere kan tage rummet for givet som noget, der kun struktureres ud fra subjektets greb om verden, for verden er blevet tilføjet en dynamisk ekstradimension, der virker tilbage på subjektet. Denne ekstradimension er dog på uhåndgribelig vis del af verden og dermed noget, subjektet må indgå i relation til.

Sameksistensen af de to rum betyder at interfacet fungerer som en slags interspace, en sammenbringelse af rum, der uden at overtage hinanden interagerer og skaber mulighed for ny betydningsdannelse.

Afhandlingen foreslår, at menneskets møde med teknologien skal forstås igennem rumlig og taktil erfaring."